Lækre chokoladeboller bagt i Trangia. Nybagte boller er en skøn variation til rugbrød og knækbrød på turen, og netop disse boller med mørk chokolade er fantastiske. Nyd dem på en kold efterårsdag med en kop varm kakao.
Chokoladeboller
4 stk.
Ingredienser:
150 g mel (hvedemel eller finsigtet speltmel)
25 g sukker
¼ tsk. salt
½ tsk. stødt kardemomme
20 g mørke chokoladedråber (eller hakket mørk chokolade)
¾ tsk. tørgær
¼ dl smagsneutral olie (fx rapsolie)
¾ dl lunken vand
Udstyr på tur
Lille og stor gryde
Pande
Et rundt stykke bagepapir, med samme diameter som den lille grydes bund
Fremgangsmåde:
Forberede hjemme: Mål og vej de tørre ingredienser af og kom dem i en frysepose.
Kom de tørre ingredienser i den store gryde. Tilsæt olie og vand og ælt dejen godt sammen til den er blød og smidig.
Del dejen i 4 lige store stykker, og tril dem til boller.
Læg bagepapir i den lille grydes bund og smør siderne med olie. Læg bollerne i gryden.
Lad bollerne hæve i ca. 1 time, til de har dobbelt størrelse.
Rengør den store gryde og gør klar til bagning af bollerne.
Bagningen: I bunden af den store gryde placeres tre små sten på 1 cm i diameter. Det er vigtigt at stenene ikke er lavet af flint. Stenene placeres, så den lille gryde kan stå stabilt. Den lille gryde med bollerne sættes ned i den store gryde.
Tænd brænderen på lav varme og sæt gryderne over. Læg panden på som låg, med kanten hængende ned over gryderne.
Bag bollerne i ca. 1 time – men se til dem af og til.
Boller bagt i Trangia bliver ikke brune på oversiden, som i en almindelig ovn. Ønsker du en brun og sprød bageskorpe på begge sider, kan du efter 20-30 minutter vende bollerne. Vær opmærksom på, at bagetiden forkortes til ca. 45 minutter, hvis du vender bollerne.
Når bollerne er færdigbagt, tages de ud af gryden og afkøles let.
Nyd de nybagte og lune chokoladeboller som de er eller med fx Naturli’ Smørbar.
NB: Bagetiden er meget afhængig af brænderens indstilling samt vejr og vind. Jeg foretrækker at bage brød på laveste varme, for at undgå brændte bageskorper.
TIP: Har du ikke bagt brød i Trangia før, vil jeg anbefale dig at lave et par test hjemme i haven. Jeg har selv brugt noget tid på at lære teknikken ordentligt at kende.
Commenti