Sommeren 2021
I 2010 mødte jeg min mand, Henrik, i forbindelse med at vi begge skulle løbe Berlin marathon. Han introducerede mig hurtigt til friluftslivet, og efter mødet med det norske fjeld i 2012 var jeg solgt. Jeg trives med vandrestøvlerne på og mærker livet gennem årstidernes skiften.
De seneste år, har jeg drømt om at tage af sted på en længere vandretur. En vandretur hvor hverdagens hamsterhjul bliver udskiftet med vandrestøvler, rygsæk og masser af oplevelser for krop og sjæl.
Torsdag den 10. juni 2021 startede jeg min vandretur Danmark på langs. En tur fra Padborg i syd til Skagen i nord. Nedenfor kan du læse min turdagbog. Tre ugers vandring, gennem Danmarks smukke natur, deles gennem billeder og korte dagsbeskrivelser.
Pakkeliste
Rygsækkens totale vægt: 17,5 kg + 1,5 liter væske.
Fjällräven rygsæk (Kajka 75 Women’s)
Telt (Nordisk Telemark 2LW)
Sovepose (Mountain Equipment Helium 400 Women’s)
Hovedpude
Liggeunderlag (Thermarest Neoair Uberlite)
Et par bukser
Et par shorts
1 top
1 t-shirt
1 tynd langærmet bluse
1 kraftig langærmet bluse
1 tynd fleece
Trusser og 2 sports bh’er, 2 par strømper
1 sæt nattøj (top og shorts)
Cap, bøllehat, hue og tynde handsker samt hårbånd
Regntøj og gaiters
Håndklæde, lommetørklæder, mundbind, toiletgrej og toiletpapir
Mad til 7-9 dage (nye forsyninger leveres ugentligt)
Jetboil MiniMo + ske
Mobil, powerbank, hovedtelefoner og solbriller
Nødhjælpskasse inkl. vabelplaster
Dagskost
Morgenmad:
Havregryn, nødder og tørret frugt tilsat Ecomil Instant Mandel – spises rå med koldt vand eller kogt til grød.
Frokost:
Knækbrød med peanutbutter og marmelade.
Aftensmad: Variation af frysetørrede middagsretter fra Lyo Food, Real Turmat, Adventure Food, Travellunch, Trek’N Eat og Blå Band.
Snacks til dagen:
35 g blandede nødder, peanuts og tørret frugt.
40 g PurePower Chews.
75 g chokolade.
Væske:
1,5 liter vand.
Herudover evt. tilkøb af is og cola undervejs.
1. dag: Padborg - Povls Bro (23,40 km) Jeg ligger i mit telt - træt og tilpas efter en fin start på min vandretur til Skagen. Jeg startede kl. 13.00 fra Padborg, hvor jeg gik de første 2,5 km på Gendarmstien. Herefter fortsatte turen på Hærvejen. Jeg har passeret Gejlå Bro - en stenbro fra 1818. Nu ligger jeg i teltet og nyder fuglesang og klukkende vand fra vandløbet ved Povls Bro. Livet er herligt!
Fuglesang ved Povls Bro.
2. dag: Povls Bro - Bruhnsgård Herberg, Øster Løgum (30,25 km) Dagen startede ud med 8,5 km på grusvej ad den gamle Oksevej. Herefter fortsatte en lang dag på skiftevis asfalt- og grusvej. Turen blev 5 km længere end planlagt, da jeg brugte tid på at se Hjordkær Kirke og en oldtidsgrav (Hjulgraven) i byen. I Rise tog jeg et hvil på Skrivergårdens Teltplads. Et rigtig fint sted. Turen fortsatte videre igennem Rødekro, hvor jeg købte danske jordbær og ærter til min eftermiddagssnack. Efter endnu 6 km på asfaltvej ankom jeg, sidst på eftermiddagen, til Bruhnsgård Herberg i Øster Løgum. Tøjet er vasket og teltet sat op, og inden længe vil jeg sove, så jeg er klar til endnu en dag med vandrestøvlerne på.
3. dag: Øster Løgum - Vojens (27,40 km) Jeg har ikke sovet meget i nat, da naboen holdte mig vågen med fest og høj musik. Jeg stod tidligt op, fik teltet pakket sammen og startede dagens etape kl. 8.15. Det har været en dag med blandet vejr, men temperaturmæssigt rigtig fint vandrevejr. Dagen har budt på en variation af asfalt- og grusvej samt mark- og skovstier. Jeg passerede den gamle stenbjælkebro, Immervad bro, fra 1786 og Tørning mølle. Egentligt skulle jeg kun gå 20 km til Tørninggård Herberg, men da jeg allerede var fremme kl. 13.00, besluttede jeg mig for at fortsætte yderligere 7 km til Vojens Campingplads. Her blev jeg glædeligt overrasket, da Henrik meldte sin ankomst, ligesom jeg skulle til at sætte mit telt op. Nu sidder vi i vores VW California og nyder hinandens selskab. Livet er herligt!
4. dag: Vojens - Jels (25,55 km) I dag har ruten været mere afvekslende. Lange stræk på grus- og asfaltveje var erstattet af skovstier. Særlig flot var ruten langs Nørreå. På Hærvejen møder jeg ikke mange mennesker, men i dag var jeg heldig at møde nordmanden Eline, som cykler turen fra Skagen til Padborg. Vi fik en god snak om vores fælles interesse - så skønt at kunne dele oplevelser fra vandreture i det norske fjeld. Jeg ankom til Jels i eftermiddags, hvor jeg nød at se prøver på teaterstykket Krakes Kæmper. Nu slapper jeg af i teltet på Jels SØ Camping, og glæder mig til en ny dag i morgen med vandrestøvlerne på.
5. dag: Jels - Vejen (27,35 km) Naturen på ruten begynder at ændre sig. De lange stræk på grus- og asfaltveje er skiftet ud med fine strækninger på skovstier. Jeg startede ud kl. 7.45 i morges og kunne nyde fuglesang de første mange km gennem Haraldsholm Skov. Turen fortsatte videre forbi Knag Mølle og langs Kongeåen. Dagen sluttede gennem Skibelund Krat og videre til Vejen. Her ligger jeg nu i teltet, på Vejen Hytter og Camping, og slapper af til den smukkeste fuglesang.
6. dag: Fra Vejen - Randbøl (27 km) Dagen startede med et langt og kedeligt stræk på cykelsti og landevej fra Vejen til Bække. En tur som til tider var lidt udfordrende, da smerter fra en vabel var noget generende. Efter 15 km fortsatte turen et kort stræk på grusvej, hvor jeg passerede en skibssætning fra vikingetiden, Hamborggårdstenen og Flitting-lejren. Efterfølgende fortsatte turen igen på cykelsti og landevej frem til Ølgård Herberg i Randbøl, hvor jeg overnatter. Her til aften har jeg haft hyggeligt besøg af familie. Min fætter og hans kæreste har været forbi til hyggelig snak. Min storesøster er også kommet, da hun vil gå sammen med mig de kommende tre dage. Det bliver dejligt med selskab på turen. Nu ligger jeg i teltet - træt og tilpas og klar til i morgen. En dag der helt sikkert byder på meget flot natur.
7. dag: Randbøl - Jelling (30,25 km) Vi stod tidligt op i morges, efter en kold nat i teltet, her i midten af juni måned. Vi startede dagens etape kl. 8.00 - på en smuk og solrig morgen. Ruten gik forbi Bindeballe Købmandsgård. En tidlig pause - men VegaNice fra Premiere Is fristede i sommervarmen. Efterfølgende fortsatte turen på Bindeballestien - en utrolig smuk rute igennem Vejle Ådal. Frokosten blev spist i Vingsted, hvor vi nød udsigten over Vejle Å. Dagens sidste 10 km til Jelling gik på landevej, hvor der bl.a. var fint udkig til Vejle by. Aftenen er nydt på Fårup Sø Camping - med en smuk udsigt udover Fårup Sø. Livet er herligt! Glæder mig til endnu en begivenhedsrig dag i morgen.
8. dag: Jelling - teltplads tæt på Skjernåens Udspring (35,05 km) En varm dag med mange kilometer i benene. Dagens etape startede kl. 8.00 fra Fårup Sø Camping, gennem Jelling Skov, til Kongernes Jelling - et meget fint stykke Danmarkshistorie. Turen fortsatte til Kollemorten, hvor noget af Hærvejens rute fulgtes med DM i cykelløb. Allerede de første timer, var kroppen presset - og sang hjalp heldigvis på humøret. Efter en lang pause i Kollemorten, med skønne forfriskninger leveret af min mor og Ole, fortsatte turen videre på Hærvejen til Skjernåens Udspring. 1-2 km efter Skjernåens Udspring har vi slået lejr for natten på en primitiv teltplads.
Nu slappes der af i teltet - så benene er friske til en ny dag i morgen, hvor turen fortsætter videre til Vrads.
9. dag: Teltplads tæt på Skjernåens Udspring - Vrads (30,60 km) Vi stod tidligt op, for at gå et langt stræk, inden dagen blev varm. Turen startede gennem skov og plantager til Nørre Snede. Herefter gik vi på den jyske højderyg, der deler Øst- og Vestjylland. Turen fortsatte videre gennem skov, hvor vi passerede højmosen Boestmose. Inden Vrads skiltes min søster og jeg for denne gang. Jeg fortsatte videre til Vrads Sande, hvor jeg nød udsigten over det flotte lyngområde. Herefter tog jeg en afstikker fra Hærvejen ind til Vrads, hvor jeg nåede at købe en is inden lukketid. Jeg fortsatte videre til Vrads Station, hvor jeg slappede af i eftermiddagssolen indtil jeg blev hentet af Henrik. Vi er kørt til Bryrup Camping, hvor vi skal overnatte. I morgen fortsætter turen videre til Bølling Sø.
10. dag: Vrads - Bølling Sø (25,60 km) Turen i dag har været fin med lange stræk gennem plantager og skov. Jeg passerede Funder Å og Bølling Sø. Halvvejs valgte jeg at skrifte støvlerne ud med mine Altra Lone Peak sko, da jeg var udfordret af to vabler. Mine fødder var glade for de brede sko, og den sidste del af turen gik godt. Jeg gik 1,5 kilometer fra Hærvejen, for at overnatte på den hyggelige Bøllingsø Camping sammen med Henrik. Nu slappes der af i Cali’en - Livet er herligt!
11. dag: Bølling Sø - Skelhøje (32,10 km) I dag havde jeg selskab af min veninde og gode kollega Jette på turen. Det var en våd men hyggelig omgang. Turen gik gennem plantager og skov. Det var svært at finde læ og tørvejr, og pauserne var derfor begrænsede. Nu skal teltet sættes op - og så vil jeg krybe i soveposen, så jeg er klar til endnu en dag i morgen.
12. dag: Skelhøje - Viborg (25 km) I dag har jeg haft dejligt selskab af min kære mor på turen. Vi har nydt den smukke natur i Dollerup Bakker. Rygsækken er pakket med nye madforsyninger, hvilket kunne mærkes i det kuperede terræn. Det var skønt med en frokostpause hos Pablo’s i Viborg. Her nød vi en lækker Bagel og en Mango Shake. Turen fortsatte videre til Viborg Domkirke, som jeg ikke har besøgt siden jeg var barn. Dagen sluttede gennem Viborgs gader til Margrethelund, hvorfra turen forsætter videre til Skals i morgen. Nu sidder jeg og slapper af hos min lillesøster, hvor jeg skal sove i nat. Mæt og tilpas efter en lækker middag. Livet er herligt!
13. dag: Viborg - Aalestrup (41,35 km) I dag har jeg haft skønt selskab, af min svigerinde, på turen fra Viborg til Skals. Turen gik gennem Fiskbæk, hvorefter vi kunne nyde en flot udsigt over Hjarbæk Fjord. Turen fortsatte til Skals på Himmerlandsstien. Bitten havde sørget for en lækker frokost til turen - nybagte spinatboller med et stort udvalg af div. toppings. I Skals købte vi is og holdte en pause, inden vi skiltes igen. Jeg har haft en dag med gode ben, og var ikke klar til at stoppe i Skals som planlagt. Jeg fortsatte turen videre på Himmerlandsstien mod Aalestrup. Efter 6-7 km forlod jeg stien og fortsatte på en variation af lande- og grusveje samt markstier, hvor jeg passerede Simested Å og Borup Hede. Nu ligger jeg og slapper af i teltet på Aalestrup Camping - og glæder mig til endnu en dag med vandrestøvlerne på i morgen. Livet er herligt!
Terapi for sjælen ved Simested Å.
14. dag: Aalestrup - Aars (32 km) I dag sov jeg lidt længere - det var tiltrængt efter den lange strækning i går. Min søster mødte mig i Aalestrup kl. 9.00 i morges, klar til at følge mig endnu en dag på min tur. Vi startede dagen i Aalestrup Rosenpark, hvor vi mødte et smukt syn af de mange farverige blomster. Herefter fortsatte turen videre til den lille by Testrup, hvor vi holdte en kort snackpause i hyggelige omgivelser ved Testrup Gl. Skole. Turen fortsatte videre forbi Testrup Kirke samt ruinerne fra et kloster og hospital. Herefter kom vi lidt på afveje - en strækning på ca. 5 km. Vi fulgte Hærvejs-skiltningen, som desværre ikke stemte overens med kort og App. Vi vendte derfor om, og fulgte den oprindelige Hærvej til Aars. I Aars fortsatte turen videre på Himmerlandsstien - og hold nu op hvor er den lang. Jeg havde regnet med en kort etape på 23 km i dag - men turen endte på 32 km. De sidste 5-7 km føltes meget lange. Min søster og jeg var fremme ved Himmerland Camping & Feriecenter kl. 18.00, hvor min mor og Ole stod klar med lækker aftensmad. Nu slappes der af, så jeg er klar til endnu en dag i morgen. Livet er herligt!
15. dag: Aars - Aggersund (24,70 km) Jeg stod tidligt op i dag, da jeg ikke kunne sove. Rygsækken blev pakket, jeg spiste turens obligatoriske morgengrød og fik tapet mine fødder - så jeg var klar til endnu en dag med vandrestøvlerne på. Dagens tur fortsatte på Himmerlandsstien til Løgstør. Stien er anlagt på den gamle jernbanestrækning mellem Viborg og Løgstør, og den føles utrolig lang til fods – i hvert fald når man har gået 400 km dagene forinden. Heldigvis var der smuk fuglesang og fine udsigter undervejs. I Løgstør købte jeg en kold cola, hvorefter turen fortsatte videre til Aggersundbroen. På grillbaren Biokiosken købte jeg en is, inden turen fortsatte de sidste 400 meter til en skøn teltplads. Nu sidder jeg og slapper af i solen, med hyggeligt selskab af Steffanie, der går Hærvejen fra Hirtshals i nord til Padborg i syd.
16. dag: Aggersund - Svinkløv (29,75 km) Jeg stod tidligt op, da det var svært at sove for støjen fra morgentrafikken ved Aggersundbroen. Dagens etape førte mig forbi et historisk levn fra 2. Verdenskrig - en bunker til luftværnskanon. Herefter fortsatte turen på grus- og landevej til Fjerritslev. Fjerritslev er en by med ferieminder hos min faster og onkel i deres sommerhus. Jeg brugte lidt tid i den hyggelige by, inden turen fortsatte videre til Svinkløv. Turen gik gennem Kollerup Plantage, hvor jeg havde følgeskab af vandreren Steffen, til udsigtspunktet over Vesterhavet. De sidste kilometer til Svinkløv Camping gik gennem Svinkløv Klitplantage og Svinklovene med udsigt til Svinkløv Badehotel. Henrik er kommet her til aften, og nu slappes der af i Cali’en med smuk udsigt over Vesterhavet. Livet er herligt!
Solnedgang over Vesterhavet bliver nydt fra Cali’en.
17. dag: Svinkløv - Blokhus (41,85 km) I dag har været en lang men utrolig flot tur i til tider kuperet terræn. Dagens etape gik gennem Svinkløv Klitplantage, hvor jeg passerede Sankt Olufs Kilde. Herefter fortsatte ruten videre til Fosdal Plantage og Lien-Skrænten gennem Nøddedalen. Det smukke terræn ville ingen ende tage, og jeg kom efterfølgende til det frodige Fosdalen.
Fuglesang i Fosdalen.
Turen fortsatte videre i Langdal Plantage og Tranum Klitplantage. Jeg passerede Rødhus for til slut at gå gennem Blokhus Klitplantage, hvor jeg nød udsigten over Nørre Sø. Dagen i dag har budt på meget varieret natur. Det er meget fascinerende at gå Danmark på langs, og se naturens forskelligheder undervejs. Jeg ankom til Blokhus By Camping tidlig aften, hvor Henrik ventede på mig. Nu slapper vi af i Cali’en, og lader op til endnu en dag med vandrestøvlerne på i morgen. Livet er herligt!
18. dag: Blokhus - Nørre Lyngby (41,90 km) Endnu en dag med mange kilometer i benene og trætte fødder. Dagens etape har primært været på landevej og med små afstikkere på grus- og markvej. Turen startede gennem Blokhus Klitplantage for herefter at fortsætte på landevej til Thise, hvor jeg passerede Ryå. Herefter gik jeg videre til Børglum, hvor jeg så Børglum Kloster og Børglum Mølle. Jeg valgte at fortsætte turen videre på den lange landevej til Nørre Lyngby, hvor jeg overnatter på Gl. Klitgaard Camping og Hytter sammen med Henrik. Her til aften fik vi besøg af min far og Grethe - de kom med lækker aftensmad. Dejligt at slippe for madlavning, efter en lang dag med vandrestøvlerne på. Jeg glæder mig til i morgen, hvor en flot strækning langs Vesterhavet venter. Livet er herligt!
19. dag: Nørre Lyngby - Hirtshals (31,80 km) Efter to dage med mange kilometer i benene, valgte jeg at sove lidt længere i dag. Dagens etape har været betagende. Jeg har nydt de lange strækninger i klitterne og et par korte strækninger ved stranden. På dagens tur har jeg passeret Rubjerg Knude Fyr, hvorfra der var en flot udsigt over Vesterhavet. Det har været en dag med meget blæst, og jeg kan konstatere at der er sand alle vegne - i mit hår, i mit nyvaskede tøj og i min rygsæk. Turen fortsatte videre gennem den hyggelige by Lønstrup. Efter et par korte strækninger langs havet og en lille afstikker gennem Tornby Klitplantage passerede jeg Hirtshals Fyr. Til aften ankom jeg til Hirtshals Camping, hvor jeg skal overnatte. Teltet er sat op, og den medbragte aftensmad er nydt. Nu slappes der af, og ruten for i morgen studeres. Livet er herligt!
20. dag: Hirtshals - Skiveren (33,75 km) I dag forlod jeg Hærvejen i Hirtshals og fortsatte på Nordsøstien. Det har været en flot tur i klitterne, langs stranden og i grønne plantager. Jeg har været udfordret på dagens etape, da skiltningen har været dårlig, og jeg ikke har et detaljeret kort. Jeg er gået forkert flere gange, men heldigvis kom jeg i mål efter knap 34 km. Nu er teltet sat op for sidste gang og der slappes af, inden jeg i morgen går det sidste stræk ud på Grenen i Skagen.
21. dag: Skiveren - Grenen, Skagen (40,85 km)
Jeg startede turens sidste etape tidligt, da jeg havde en lang strækning foran mig.
Dagens tur er gået på smalle stier gennem klitter, men også med lange strækninger langs Vesterhavet i modvind.
Det har været en lang og til tider hård tur, hvor skiltningen endnu engang var sparsom.
Særligt naturen omkring Råbjerg Mile har været en stor oplevelse. Den sidste strækning fra Gl. Skagen til Grenen, var et langt stræk på stenfyldt strand og afslutningsvis gennem et frodigt klitterræn.
Henrik gik mig i møde på de sidste kilometer, og til aften nåede jeg mit mål - Grenen på toppen af Danmark.
Tre ugers vandring og 657,5 km gennem Danmarks smukke natur er til ende, og jeg er en masse oplevelser rigere. Jeg har gået på Oksevejen i Sønderjylland og bl.a. passeret historiske stenbroer. Oplevet frodigt natur i Midtjylland og den barske og rå natur i Nordjylland. Målet er nået! Det fylder mig med glæde, men det er også lidt vemodigt, da det hele nu er slut.
Det er helt sikkert ikke min sidste langdistance vandretur, og allerede nu begynder jeg at glæde mig til at gense Norges smukke fjelde i sensommeren sammen med Henrik.
Men nu slappes der af i Skagen og i morgen venter en ny dag - men en dag uden vandrestøvler og rygsæk.
Livet er herligt!
Comments