Fyldte squash – en nem og smagfuld middagsret på tur. Squashene er fyldt med grøntsager, belugalinser og valnødder. Server de fyldte squash med en lækker salat og godt brød.
Fyldte squash
3 personer
Ingredienser:
3 squash
Beluga-fars
1 hørfrøæg (1 spsk. hørfrømel + 3 spsk. vand)
1 spsk. olivenolie
1 lille løg, finthakket
100 g champignoner, grofthakket
½ rød peberfrugt skåret i små tern
1 dåse belugalinser (drænet vægt 240 g)
2 tsk. tomatpuré
½ tsk. tørret oregano
½ tsk. tørret basilikum
Salt og peber
50 g valnødder, grofthakket
Udstyr på tur
1 Multidisc
1 pande
Omnia ovn
Evt. Omnia silikoneform
Trangia stormkøkken
Fremgangsmåde: Skær squashene ud i stykker på ca. 5 cm. Udhul dem med en teske. Lad lidt af indmaden blive siddende i den ene ende, så det kan udgøre bunden.
Kom hørfrømel og vand i en lille skål. Rør det sammen, og lad det stå i 10 minutter, til det gelerer.
Svits løget gyldent i olivenolie. Tilsæt champignoner og svits yderligere nogle minutter, til det meste af væsken er stegt væk.
Tilsæt peberfrugt og svits endnu et par minutter.
Tilsæt belugalinser, tomatpuré, oregano, basilikum, salt og peber og varm det hele godt igennem.
Rør en fars af beluga-blandingen, hørfrøæg og groft hakkede valnødder.
Fyld squashene med beluga-farsen.
Sæt de fyldte squash i Omnia ovnen. Anvend evt. en silikoneform.
Klargør Trangia stormkøkkenet. Slå holderne i vindskærmen op og tænd gasbrænderen på middel varme. Placer Omnia ovnen på holderne og bag de fyldte squash i ca. 30 minutter.
Server de fyldte squash med en lækker salat og godt brød.
TIP: Gem indmaden og brug dem evt. i en lækker squashkage.
NB: Squashene kan også bages i en almindelig ovn ved 200° C i ca. 20 minutter.
Comments