Sprøde og lækre hjemmebagte kammerjunkere til koldskål. Her får du en nem opskrift på den sprøde topping, som har en dejlig smag af vanilje, kardemomme og citron.
Kammerjunkere
Ca. 75 stk.
Ingredienser:
250 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. stødt kardemomme
100 g sukker
1 vaniljestang – kornene heraf
Revet skal af 1 citron
100 g plantesmør (Naturli’ Smørbar Blok)
1¼ dl piskbar soyafløde (Alpro Cuisine Soya)
Fremgangsmåde:
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med en lille urtekniv. Mas vaniljekornene sammen med lidt af sukkeret, så kornene skilles ad.
Bland hvedemel, bagepulver, kardemomme, sukker, vaniljesukker og citronskal godt sammen.
Skær plantesmørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen. Tilsæt soyafløde og ælt dejen hurtig sammen.
Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt kammerjunkerne ud på bageplader beklædt med bagepapir. Der skal være god afstand imellem kammerjunkerne, da de flyder lidt ud under bagningen.
Bag kammerjunkerne ved 200° C (varmluft) i 12-15 minutter. Lad kammerjunkerne afkøle på en bagerist.
Spis kammerjunkerne sammen med frisk frugt i en hjemmelavet koldskål.
Opbevar kammerjunkerne i et glas eller en dåse med tætsluttende låg.
Comments