Stor og snasket kanelsnegl. Bag en lækker kanelsnegl i Trangiaen – en perfekt snack de fleste vil elske efter en lang dag med vandrestøvlerne på.
Kanelsnegl
1 stor kanelsnegl - 2 portioner
Ingredienser: Dej
75 g sigtet ølandshvedemel
1 tsk. sukker
¼ tsk. salt
½ tsk. tørgær
1 spsk. smagsneutral olie (fx rapsolie)
½ dl lunken vand
Remonce
25 plantemargarine
25 g farin
1 tsk. stødt kanel
Evt. glasur
3 spsk. flormelis
2 tsk. kakaopulver
Lidt kogende vand
Udstyr på tur
Lille og stor gryde
Pande
Et rundt stykke bagepapir, med samme diameter som den lille grydes bund
Et stykke bagepapir til udrulning af dej
Fremgangsmåde:
Forberede hjemme: Mål og vej de tørre ingredienser af til gærdejen og kom dem i en frysepose. Mål også de tørre ingredienser af til remoncen og evt. glasuren, og kom det i to små fryseposer.
Kom de tørre ingredienser til gærdejen i den store gryde. Tilsæt olie og vand og ælt dejen godt sammen til den er blød og smidig.
Tril dejen til en lang pølse, og rul den flad med en termoflaske.
Rør en remonce af plantemargarine, farin og kanel. Smør remoncen ud over hele dejen, og rul forsigtigt dejen sammen til en snegl.
Læg bagepapir i den lille grydes bund og smør siderne med plantemargarine eller olie. Læg kanelsneglen i midten af gryden og lad den hæve ca. 30 minutter, til den har dobbelt størrelse.
Rengør den store gryde og gør klar til bagning af kanelsneglen.
Bagningen: I bunden af den store gryde placeres tre små sten på 1 cm i diameter. Det er vigtigt at stenene ikke er lavet af flint. Stenene placeres, så den lille gryde kan stå stabilt. Den lille gryde med kanelsneglen sættes ned i den store gryde.
Tænd brænderen på laveste blus og sæt gryderne over. Læg panden på som låg, med kanten hængende ned over gryderne. Undgå for høj varme, da dette vil branke fyldet, og kanelsneglen kommer til at smage brændt. Det er vigtigt med tålmodighed.
Bag kanelsneglen i ca. 35 minutter. Efter 20 minutter vendes kanelsneglen og bages færdig i ca. 15 minutter.
Når kanelsneglen er færdigbagt, tages den ud af gryden og afkøles let.
Rør evt. en tyk glasur af flormelis, kakaopulver og lidt kogende vand.
Pynt den let afkølede kanelsnegl med glasuren og nyd den straks.
TIP: Har du ikke bagt brød og kage i Trangia før, vil jeg anbefale dig at lave et par test hjemme i haven. Jeg har selv brugt noget tid på at lære teknikken ordentligt at kende.
Commentaires