Skønne nougathorn – min bedstemors opskrift i en veganiseret udgave. Disse lækre horn består af en sprød wienerdej fyldt med sød marcipanremonce og blød nougat.
Nougathorn
20 stk.
Ingredienser:
Wienerdej
250 g hvedemel
1¼ dl Alpro yoghurt naturel
1 dl plantemælk (fx Naturli’ sojadrik med vanilje og calcium)
250 g vegansk AMA margarine
Fyld
100 g marcipan
100 g sukker
100 g plantesmør (fx Naturli’ Smørbar Blok)
150 g nougat
Pynt
100 g flormelis
Lidt kogende vand
Fremgangsmåde:
Kom hvedemel, Alpro yoghurt og plantemælk i en skål og ælt det godt sammen til en fast dej.
Rul dejen ud på et meldrysset bord til en firkant på ca. 25 x 25 cm.
Rul margarinen ud mellem to stykker bagepapir til en firkant på ca. 15 x 15 cm.
Læg margarinen midt på den udrullede dej, og fold dejsiderne ind over margarinen. Tryk forsigtigt dejen lidt flad med kagerullen, og sæt den i køleskabet i 30 minutter.
Tag dejen ud af køleskabet, og rul den ud på et meldrysset bord til et rektangel på ca.
25 x 60 cm. Fold en tredjedel af dejen ind mod midten på langsiden, og fold herefter den anden tredjedel indover det første lag, så du har tre lag dej i alt. Sæt dejen tilbage i køleskabet i 30 minutter, så den bliver gennemkold. Gentag denne udrulningsproces to gange. Det er vigtigt, at dejen sættes på køl mellem udrulningerne.
Rør en remonce af marcipan, sukker og plantesmør. Brug evt. en håndmikser hertil.
Tag dejen ud af køleskabet og del den i to lige store stykker.
Rul den ene dejportion ud på et meldrysset bord til et rektangel på ca. 15 x 60 cm.
Skær dejen ud i 10 lige store trekanter.
Læg 1 tsk. remonce og 1 skive nougat på hver trekant i den brede ende, og rul dem sammen til horn. Luk hjørnerne når de rulles, så fyldet ikke flyder ud under bagningen. Gentag processen med den resterende dejportion.
Læg nougathornene, med dejsnippen nedad, på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag nougathornene ved 175° C (varmluft) i 15-20 minutter. Lad nougathornene afkøle.
Rør en glasur af flormelis og lidt kogende vand sammen til en tyk glasur, og pynt de afkølede nougathorn hermed.
Comments