Bag disse små rabarbertærter til sommerdesserten. En nem opskrift på søde og sprøde tærter fyldt med syrlige rabarber. Server tærterne lune med soyaflødeskum eller en god vaniljeis.
Små rabarbertærter
9 små tærter - 1 stor tærte
Ingredienser:
Mørdej
250 g hvedemel
70 g flormelis
1 tsk. bagepulver
150 g plantesmør (Naturli’ Smørbar Blok)
½ dl vand
Rabarber
400 g rabarber
100 g sukker
2 tsk. vaniljesukker
1 spsk. majsstivelse
Pynt
Skovsyre
Tilbehør
Soyaflødeskum eller vaniljeis
Fremgangsmåde:
Mørdej: Ælt hvedemel, flormelis, bagepulver og stuetempereret plantesmør sammen i en skål. Tilsæt vandet lidt ad gangen, og ælt dejen smidig og glat. Stil dejen på køl i ½ time.
Rul ⅔ af dejen ud på et meldrysset bord til den er ca. 3 mm tyk. Fordel mørdejen i 9 små tærteforme (8 cm i diameter) eller i 1 stor tærteform.
Rabarber: Skyl rabarberne og skær dem i mindre stykker på ca. 1 cm. Bland sukker, vaniljesukker og majsstivelse i en skål. Tilsæt rabarberne og bland det godt sammen. Fyld rabarberne i de ubagte tærter.
Rul den resterende dej ud på et meldrysset bord. Skær små strimler af dejen som forsigtigt lægges over rabarberne.
Bag rabarbertærterne ved 180° C (varmluft) i ca. 20 minutter.
Lad rabarbertærterne afkøle let og pynt dem med skovsyre inden servering.
Server de små rabarbertærter lune med soyaflødeskum eller en god vaniljeis.
Comments